• Solsideskolen
Billedet på sidehoved

Privatskolen i Nørresundby

 

Billedet på sidehoved

Bestyrelsen

Solsideskolen

Kirke Allé 7

9400 Nørresundby

 

 

Eksternt tilsyn med Solsideskolen                                                                          29.03.2014

 

 

Tilsynet med Solsideskolen, skolekode 851 052, er foretaget af chefkonsulent Bent Bengtson, Afdelingen for Skoler, Skoleforvaltningen, Aalborg Kommune.

 

Tilsynet er gennemført ved overværelse af undervisningen tirsdag den 4. marts 2014. Tilsynet er desuden gennemført ved samtaler med skolens ledelse og lærere og elever samt ved gennemsyn af undervisningsmidler og skolens hjemmeside.

 

Skolen har undervisning i børnehaveklassen – 9. klasse. Under besøget overværede jeg undervisning i fagene dansk, matematik, engelsk og geografi på forskellige klassetrin.

 

Tilsynsrapporten er udarbejdet på grundlag af overværelse af undervisningen i et omfang, der svarer til kravene i kapitel 3, § 9 a, stk. 1-3 og kapitel 3, § 9 d i bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v. samt på grundlag af ovennævnte samtaler. Disse samtaler har blandt andet drejet sig om de undervisningsplaner, der ligger til grund for undervisningen og konteksten i relation til undervisningens indhold. De har også drejet sig om skolens kultur og værdier og selvfølgelig om skolens tanker omkring pædagogik og metodik.

 

Jeg har ført tilsyn på Solsideskolen i en del år, og igen i år har jeg kunnet konstatere, at der her er tale om en særdeles velfungerende skole med solide og moderne opfattelser af, hvordan børn lærer bedst og udfordres til kanten. Og hvordan man omgås hinanden, så alle lærer mest muligt og trives bedst muligt. Uddannelse og dannelse er kerneværdier på skolen, hvilket også fremgår af skolens værdigrundlag.

 

Mit besøg har atter efterladt mig et positivt indtryk af en rigtig god skole. Derfor vil dele af tilsynserklæringen være sammenfaldende med tidligere tilsynserklæringer. Og det er jo kun godt, for intet har overrasket mig i negativ retning. Det er en skole, der ved, hvad den vil.

 

Tilsynserklæringen skal kunne svare på følgende:

 

Om skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen?

 

Jeg har konstateret, at skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering bestemt lever op til de mål og krav, der findes til undervisningen i folkeskolen.

 

Skolen har valgt, at Undervisningsministeriets faghæfter, Fælles mål 2009, er gældende for Solsideskolen. Jeg har konstateret, at der er god overensstemmelse mellem skolens undervisning og de trin- og slutmål, som findes i Fælles Mål 2009. Der er god sammenhæng mellem skolens undervisning og den målsætning og de pædagogiske principper, som skolen arbejder ud fra.

 

Elevernes standpunkt i dansk, engelsk og matematik?

 

På baggrund af mine observationer og ved gennemsyn af undervisningsmidler, herunder brugen af it, og elevproduktioner kan jeg fastslå, at eleverne på skolen har et særdeles tilfredsstillende standpunkt i disse fag. Det er min klare opfattelse, at en del af eleverne i nogle af fagene leverede præstationer på et højere niveau, end hvad man kan forvente på de pågældende klassetrin. Elevernes begrebsdannelse er flot, ligesom den faglige forståelse og faglige sprogbrug er særdeles tilfredsstillende. Som jeg også har konstateret tidligere år, formår lærerne på konkret og forståelig vis at tydeliggøre for eleverne, hvad målet med undervisningen er i den givne situation. Resultaterne ved afgangsprøverne viser jo også gang på gang, at undervisningen på vejen dertil er på et kvalificeret niveau. Matematikkaraktererne sommeren 2013 var jo ligefrem forrygende.

 

Om undervisningssproget er dansk, herunder hvilke kompetencer den enkelte skal besidde for at kunne anses for at leve op til kravet?

 

Jeg har konstateret, at undervisningssproget er dansk, og at den faglige sprogbrug i skolens fag er både tilfredsstillende og professionel.

 

Om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, samt udvikler og styrker elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene?

 

 Dette præger i væsentlig grad både atmosfæren og hele skolekulturen på Solsideskolen. Det fremgår ligeledes tydeligt af både skolens formålsparagraf og værdigrundlag, hvorfra her er et lille uddrag til belysning af holdningerne:

 

”Skolen lægger vægt på, at børnene lærer at indgå i et positivt fællesskab og samarbejde både med hinanden og med de voksne. Der skal gives plads til det enkelte barns personlige udvikling inden for fællesskabets rammer. Børnene skal lære ansvarlighed over for egne handlinger samt tage hensyn til og drage omsorg for andre.

 

På Solsideskolen værner vi om vore traditioner, da disse ses som et bidrag til at styrke skolens fællesskab, fastholde skolens identitet samt skabe tryghed i dagligdagen samtidig med, at der til stadighed sker en naturlig udvikling af nye traditioner.”

Kravene understøttes endvidere af de valgte undervisningsformer og den respektfulde relation mellem lærere og elever og af de adfærdsnormer og samspilsregler, som jeg har konstateret praktiseres i skolens hverdag. Endvidere praktiseres de gennem sociale arrangementer og tværfaglige forløb. Omgangstonen såvel som lærer-elev relationen og elev-elev relationen er præget af gensidig respekt.

 

Et væsentligt fokuspunkt for skolen foruden den faglige indlæring er elevernes sociale udvikling. Skolen er meget bevidst om betydningen af, at faglig dygtighed går hånd i hånd med sociale kompetencer, således eleverne netop bliver forberedt til at leve i et samfund med ovennævnte kendetegn.

 

Størstedelen af klassernes elever markerede jævnligt og tilkendegav dermed, at de ønskede at bidrage til fællesskabet. Ofte gav eleverne udtryk for divergerende synspunkter fx i den måde, de havde læst eller opfattet en tekst på. Eleverne deltog ligeligt, men var ikke bange for at udtrykke forskellige holdninger og have forskellige opmærksomhedspunkter, og lærerne opmuntrede og støttede dem deri. Der herskede en tryghed til at være sig selv, og klassekammerater viste hensyn og var opmærksomme på deres ordvalg med respekt for øje.

 

Skolens mål set i forhold til kravene herfor i folkeskolen samt sammenhængen mellem skolens evt. årsplaner, mål, del- og slutmål og skolens planer for undervisningen?

 

 Som nævnt også tidligere år er der overordnet set en god sammenhæng mellem skolens formålsparagraf og værdigrundlag og indholdet i folkeskolelovens formålsparagraf.

Solsideskolen tager udgangspunkt i Fælles Mål 2009 og hermed de slut- og trinmål og læseplaner, der svarer til anvendelsen i folkeskolen. Også i år har jeg konstateret, at der er god overensstemmelse mellem skolens mål og den praktiske udmøntning af undervisningen.

 

De valgte emner i de fag, hvor jeg overværede undervisningen, var spændende og aktuelle og fangede elevernes opmærksomhed. Der var god overensstemmelse i henseende til både kontekst og progression. Der blev givet gode begrundelser for valg af emner, og mål og hensigter blev forklaret så tydeligt, at eleverne nemt forstod dem.

 

 De valgte undervisningsmidler er tidssvarende og af god faglig, pædagogisk kvalitet. Der anvendes såvel lærebogssystemer som lærerfremstillede materialer, og brugen af it og relevant elektronisk undervisningsudstyr (smartboards m.m.) indgår naturligt i de forskellige undervisningsforløb.  Ja, skal jeg pege noget ændret i forhold til tidligere besøg, er det ”opdateringen” af skolens it-udstyr. Brugen af it fandt faktisk sted i de fleste af de fagområder, hvor jeg overværede undervisningen. Og med godt og relevant udbytte.

 

 

 

 

Organisering af undervisningen, rammerne herfor samt arbejdsformerne?

Der er klasseundervisning, når dette er hensigtsmæssigt og relevant. Andre gange foregår læringen i mindre grupper. Skolens fysiske rammer i den ”gamle” bygning giver ikke mulighed for de store variationer i organiseringen af undervisningen. Men effektiviteten er i højsædet, og elevernes indbyrdes relationer og samarbejdsformer er præget af en hjælpsom og social god indstilling.

 

Der er en god kontakt mellem lærerne og eleverne. Præget af tillid og varme. Lærerne har en naturlig autoritet præget af empati og god fornemmelse for klasseledelse. De formår at skabe et positivt læringsmiljø, hvor der er ro og orden.

 

Differentiering af undervisningen i forhold til den enkelte elevs behov og forudsætninger?

 

Undervisningen er tilpasset den enkelte elevs eller de enkelte gruppers forudsætninger og niveau. Dette skyldes, at lærerne er velforberedte og deres didaktiske og metodiske udmøntning i praksis er målrettet og effektiv. De anvender som nævnt – i det omfang, det er muligt - varierede arbejds- og organisationsformer. Tilpasset de respektive undervisningsmål og læringsmål.

Eleverne får et højt udbytte af undervisningen, da forventningerne til dem er høje, og kravene ligeledes er tilpasset både mål og elevpotentialet. Der er tale om synlig læring for eleverne, da lærerne har evalueringsaspektet for øje.

 Eleverne arbejder meget i timerne. Derved lærer de også meget.

 

 

Skolens sikring af elevernes mulighed for alsidig personlig udvikling?

 

Som tidligere år er det vigtigt for mig som tilsynsførende at gøre opmærksom på de 3 forudsætninger, der er for alsidig udvikling i skolen: Elevens lyst til at lære mere, elevens mulighed for at lære på forskellige måder samt elevens mulighed for at lære sammen med andre.

”For at kunne udvikle sig og lære er det generelt vigtigt at mærke lysten til det, fordi lyst er så grundlæggende en drivkraft. I skolen bør kravene om at lære noget bestemt således ikke betragtes som stående i modsætning til lysten til at lære. Sat på spidsen bør kravene faktisk stimulere elevernes lyst til at honorere dem – på samme måde som i spil, sport, hobbyer og leg, hvor en høj grad af disciplin og fornøjelse ofte går hånd i hånd. Dette ideal er ikke blot relevant, hvad angår tilegnelsen af nyt stof, men også hvad angår hukommelsen. Alle vil være tilbøjelige til at huske stærke, engagerede oplevelser bedre end de tilfælde, hvor oplevelsen var svagere og mindre engageret.” (Citat fra Undervisningsministeriet).

 

Ovenstående citat er betragtninger om den første af de 3 forudsætninger. Efter at have overværet undervisningen på skolen såvel i år som tidligere år er det mit klare indtryk, at eleverne på skolen har særdeles meget lyst til at lære både alene og sammen med andre. De er virkelig videbegærlige.

En af skolens styrkesider er, at den har øje for netop den alsidige personlige udvikling, således at kloge elever også udvikler sig til livsduelige elever. Den tidligere nævnte respektfulde omgangstone og omgangsform i lærer-elev relationen og blandt eleverne indbyrdes understøtter arbejdet med denne udvikling.

 

Afsluttende betragtninger

 

Det er ikke overraskende, at mange elever ønsker at gå på Solsideskolen.  Her arbejdes der med faglighed og personlig udvikling og omsorg hver skoledag året rundt. Her har man en dygtig leder, der sammen med et kompetent og engageret personale formår at skabe en skole præget af et fælles ønske hos både elever og lærere om at lære så meget som muligt. I en behagelig og tryg atmosfære i hyggelige rammer.

Man føler sig velkommen på Solsideskolen. Her er rart at komme. Atmosfæren på skolen er præget af varme, trivsel og åbenhed. Både blandt børn og voksne. Skulle jeg være lærer igen, ville Solsideskolen være et dejligt sted at arbejde.

 

”Ikke for skolen, men for livet” er et kendt citat. Mit indtryk er, at Solsideskolen virkelig formår at udvikle livsduelige elever.

 

 

 

Bent Bengtson

Chefkonsulent

Brohusgade 11

9000 Aalborg